Biljagt på Djursland
Tre unge mænd kastede onsdag aften flasker og dåser efter patruljevogne, mens de i tre kvarter blev jagtet af politiet.
Klokken 20.20 opdagede en patruljevogn fra Østjyllands Politi en rød Maza 323 med stjålne plader på Clausholmvej sydøst for Randers. Betjentene forsøgte at få de tre unge mænd i bilen til at stoppe, men det havde de ingen intentioner om.
I stedet satte de farten op, og så gik biljagten i tre kvarter rundt i området. I den periode kastede de tre mænd blandt andet flasker og dåser ud af bilen efter patruljevognen, mens de også formåede at køre over for tre røde lys med en fart på over 100 kilometer i timen.
På et tidspunkt lykkedes det betjentene i patruljevognen at presse Mazdaen ind på en mark ved Øster Alling ved Auning. Patruljevognen kunne dog ikke køre videre efter sammenstødet, men det kunne Mazdaen godt.
Der kom hurtigt en anden politibil til stedet, og betjentene opdagede kort efter de tre mænd holdende på en grusvej i nærheden.
Her kunne politiet uden de store problemer anholde mændene.