Bakterier i drikkevand i Randers: Kog vandet inden brug

Får du dit vand fra Mejlby Vandværk ved Randers, skal du koge det inden brug

Der er fundet et for højt antal bakterier i drikkevandet fra Mejlby Vandværk i Randers Kommune. Vandet skal derfor koges inden brug. Foto: Liselotte Sabroe - Scanpix

Ved en rutinemæssig kontrol er der fundet et for højt antal bakterier i drikkevandet fra Mejlby Vandværk i Randers Kommune. De omkring 300 husstande, der får deres vand fra vandværket, bør derfor koge vandet inden brug.

Kontroltjekket af vandet har vist, at det såkaldte kimtal er for højt, og det kan derfor være forbundet med sundhedsrisiko at bruge vandet uden at koge det først. Kimtallet, der er et mål for indholdet af mikroorganismer, er mål til 3.000 CFU/ml. Grænseværdien er 200 CFU/ml.

Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen forklaring på forureningen, men mistanken er rettet mod de tekniske installationer, der netop er blevet udskiftet.

Mejlby Vandværk forsyner det røde område med vand. 

Lukker for vandet i nat

For hurtigt at bekæmpe forureningen, opsætter vandværket i nat et UV-desinfektionsfilter, så vandet fra vandværket bliver bakteriefrit igen. Opsætningen af UV-desinfektionsfiltret betyder, at Mejlby Vandværk lukker for vandet i nat fra kl. 00 til kl. 05.

Et UV-desinfektionsfilter dræber alle bakterier i vandet med ultraviolet lys. Filteret virker så snart, det er sat op. Det betyder dog, at der stadig kan være restforurening i vandet i en periode. Først når prøver fra ledningsnettet viser, at vandet igen er rent, kan det drikkes uden at skulle koges først. 

Læs også Nyt byråd koster flere penge: - Fejer regning ind under gulvtæppet

Når UV-desinfektionsfilteret er sat op, vil der blive taget nye vandprøver. Mejlby Vandværk forventer at kunne give en status på resultaterne fra vandprøverne den 1. december.

Du kan følge driftsstatussen for Mejlby Vandværk her 

Randers Kommunes kogeanbefaling ved forurening af drikkevandet

Vand, som er forurenet med E. coli-bakterier, coliforme bakterier eller for mange kim, kan være sundhedsskadeligt. Bakterierne dør, når de bliver kogt. Derfor er det en god ide at koge dit vand inden brug.

Forholdsregler: 

- Du skal varme vandet op til 100˚C, og minimum lade vandet ”spilkoge” i to minutter, så mikroorganismer bliver dræbt.

- Hvis du varmer vandet op med en elkedel, skal du give en portion vand to opkog med et til to minutters mellemrum.

- Du bør ikke anvende kaffe- og temaskiner, da de sjældent opnår 100˚C i to minutter.

Du bør koge vandet, indtil nye prøver viser, at der ikke længere er forurening. Vandværket giver besked på hjemmesiden og i lokalradioen, når du ikke længere behøver at koge vandet.