Anholt slap nådigt

Flyvende jernplader og væltede træer

Nordstrandvej, som her ses skadet efter en tidligere storm, slap denne gang uden skader.

- Jeg havde lige fortalt i radioen hen under aften, at der egentlig var forbavsende stille herovre. Så gik der få minutter, og så skal jeg ellers love for, at stormen kom brølende.

Det fortæller Anholts "høvding", beboerforeningsformand , taxivognmand og altmuligkvinde, Liselotte Arentz Sørensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Det hele brølede. Havemøbler blev kastet rundt og nogle store jernplader, vi har liggende ude på marken ved hestene, kom flyvende op og landede i hegnet ind til haven, fortæller hun. Hestene var noget berørt at larmen, men heldigvis kom ingen til skade, fortæller hun.

Men ellers har stormen været nådig ved anholterne. Havet har været oppe at slikke ved det stykke asfalt på Nordstrandvej, som tidligere er blevet ødelagt i efterårs- og vinterstorme. Men denne gang er vejen ikke blevet beskadiget.

På havnen er fiskekasser blevet kastet rundt i stormen, men redningsstationen, som er under ombygning for at øens redningsbåd lettere kan rykke ud er uskadt. Den var øboerne ellers bekymrede for, fordi bygningen i øjeblikket har fået fjernet porten i forbindelse med ombygningen.[/size]

Liselotte Arentz Sørensens mand, Jan Sørensen, som er vejmand for Norddjurs Kommune, har været ude at feje vejene for nedfaldne grene og han har også fjernet flere væltede træer med motorsaven.

Men de første indtryk er, at vejene er farbare, og at der ikke ser ud til at være større skader på bygninger. Det er dog ikke alle sommerhuse, der er blevet tjekket for skader endnu. Jan Sørensen har foreløbig skåret nogle træer ned, som væltede ved sommerhusene ved Nordbjerg.

Liselotte Arentz vurderer, at selve stormen var en af de kraftigere, man har set de seneste årtier, men vindretningen har stor betydning for, hvor store skader, der sker. Hun mener at vindretning har været gunstig denne gang. Tidligere har øboerne oplevet flere væltede træer.

Og selvom stormen var kraftig nok til at kaste rundt med store jernplader, så er der andre ting, hvor man undrer sig over, at den ikke gjorde skade, forttæller hun. For eksempel rørte stormen ikke en større stabel flamingoplader, som stod opmagasineret med 40x40 cm havefliser ovenpå hos en lokal tømrermester.