Anholdt for voldtægt ved Smukfest
En mand fra Skanderborg er blevet anholdt - sigtet for at have voldtaget en 24-årig kvinde i forbindelse med Smukfest
En 28-årig mand fra Skanderborg er blevet anholdt, sigtet for at have voldtaget en 24-årig kvinde i forbindelse med Smukfest i Skanderborg.
Han fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Horsens mandag klokken 12.00.
Voldtægten skete natten til lørdag nær banegården i Skanderborg.
Se: Søger vidner i voldtægtssag
I den forbindelse søgte Sydøstjyllands Politi vidner, og det er det, der nu har ført til en anholdelse.
- I løbet af weekenden har vi fået en del henvendelser fra offentligheden, og nogle af de henvendelser har medført, at vi har kunnet køre ud på nu sigtedes bopæl og anholde ham og sigte ham for voldtægten, siger politikommissær i Sydøstjyllands Politi Torben Rungstrøm til tv2oj.dk.
Klokken var 03.19 fredag nat da den 24-årige kvinde fra Valby blev voldtaget, da hun var på vej fra Smukfest til banegården i Skanderborg.
- Hun kom gående på Banegårdsvej tæt på banegården, da hun snublede. En mand hjalp hende op, men herefter pressede han hende ind på et græsareal, hvor han gennemfører fuldbyrdet voldtægt, forklarede vagtchef Henrik Dam fra Sydøstjyllands Politi til tv2oj.dk i lørdags.