Akkari er på flugt
Har modtaget flere trusler siden sin undskyldning
For to måneder siden undskyldte Ahmed Akkari for sin rolle under Muhammed-krisen, hvor han sammen med en delegation af danske muslimer tog på en rundrejse i Mellemøsten og opfordrede til international fordømmelse af Danmark.
Siden undskyldningen har Ahmed Akkari mistet kontakten til flere venner og familiemedlemmer og modtaget flere trusler.
Se: Westergaard: Ikke tid til had
- Jeg har desværre været ude for at få direkte trusler og er blandt andet blevet kaldt danskerelsker og svineelsker, fortæller Ahmed Akkari til Go' Aften Østjylland og fortsætter:
- Jeg er ængstelig og jeg er stresset, men jeg er ikke bange, fordi det er meningen med, at kunne leve i et land som Danmark, at man kan ændre holdning, uden at skulle føle, at man bliver truet på livet.
Se: Undskyldning går verden rundt
En af de mere alvorlige trusler har han modtaget på facebook, hvor truslen lød som følgende:
"Hvis vi får fat i dig din forfaldne hund, så dræber vi dig."
Efter han stod frem med sin undskyldning har han været på flugt og boet forskellige steder i Danmark. Han forsøger så vidt muligt at undgå at opholde sig på offentlige steder.
Klik på videoklippet øverst og se en smagsprøve på interviewet med Ahmed Akkari og se hele interviewet i Go' Aften Østjylland mandag kl. 18.15 og 21.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.