AC Horsens henter midtbanespiller i 1. division

21-årige Louka Andreasen fra Hvidovre IF har fået en fireårig kontrakt hos AC Horsens.

Bo Henriksen har hentet en ny mand til Superliga-holdet. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Her 17 dage inden transfervinduet lukker, er der gode nyheder for fans af AC Horsens.

Klubben har netop skrevet under med den 21-årige offensivspiller Louka Andreasen, som kommer fra Hvidovre IF, der spiller i den næstbedste danske række. 

Læs også Talent-mangel i AC Horsens: - Vi er i kickstart-fasen

Louka Andreasen spillede ungdomsfodbold i BK Avarta og sidenhen Brøndby IF, inden han rykkede til Hvidovre IF, hvor han har spillet de seneste sæsoner. 

Nu gælder det så AC Horsens, og Louka Prip Andreassen glæder sig til det næste skridt i karrieren.

Louka Prip Andreasen har skrevet under på en fireårig kontrakt med Horsens. Foto: AC Horsens

- Jeg var i Horsens for at se faciliteterne og snakke lidt med Bo i onsdags, og vi havde en rigtig fin samtale, hvor han fortalte lidt om, hvordan han gerne vil spille fodbold, og hvordan han vil bruge mig. Han lægger vægt på, at vi har det godt på træningsbanen, og han virker som en rigtig god fyr, der forlanger det bedste fra alle spillere. Staben og spillerne virker flinke, og AC Horsens har et godt setup, og jeg er ikke i tvivl om, at det bliver et godt match, siger Louka Prip Andreassen til AC Horsens' hjemmeside. 

Louka Prip Andreassen

Født: 29. juni 1997
Position: Kant og offensiv midtbanespiller
Højde: 182 centimeter
Tidligere klubber: Avarta, Brøndby IF, Hvidovre IF

 

Kilde: AC Horsens 

Louka Andreasens kontrakt med 'De Gule' gælder frem til slutningen af 2022, og den lange kontrakt giver talentet ro til at fortsætte sin udvikling. 

- Vi er blevet enige om en fireårig kontrakt, og kontraktlængden viser tillid fra AC Horsens til mig, så jeg får tid til at udvikle mig. Som type kan jeg rigtig godt lide at udfordre og sparke med mit venstre ben, og jeg glæder mig til at bidrage med en masse mål og assists og hårdt arbejde defensivt, lyder det fra Louka Prip Andreassen.

Ros fra fodboldlegende

Skiftet er i løbet af mandagen blevet debatteret og kommenteret på de sociale medier. Blandt andre af den tidligere fodboldspiller og nuværende kommentator og ekspert, Per Frimann. 

Frimann har mange rosende ord om Louka Andreassen, som han kalder teknisk dygtig, energisk og hurtig.