Aarhus Festuge vil ha' nyt logo
Og måske har du idéen?
Aarhus Festuge skal have nyt logo og har derfor besluttet at udskrive en konkurrence, hvor det bedste forslag præmieres med 25.000 kr. Konkurrencen er åben for alle.
I en pressemeddelelse skriver Aarhus Festuge, at det er på tide med et nyt logo fordi festugen har gennemgået en forandring de seneste par år og yderligere kalder festugen sit nuværende logo for "utidssvarende."
Borgmester og formand i Aarhus Festuges bestyrelse Jacob Bundsgaard siger:
- Festugen anno 2011 er præget af kunst- og kulturoplevelser af høj kvalitet, en stærk profil og nytænkning, som på samme tid er tiltrækkende, overraskende og udfordrende. Det skal Aarhus Festuges nye logo selvfølgelig afspejle, siger han.
Logoet bliver bedømt af et dommerpanel bestående af to medlemmer af Aarhus Festuges bestyrelse: Museumsdirektør for KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg, Gitte Ørskou og Journalist, medstifter og tidligere direktør i Skandinavisk Film Kompagni, Jørgen Koldbæk; Aarhus Festuges direktør, Jens Folmer Jepsen samt Senior Designer, INEO Designlab, Sebastian Gram.
Deadline for deltagelse i konkurrencen er 25. november. Aarhus Festuge forventer at offentliggøre et nyt logo i midten af december.