Aarhus Festuge åbner med musik af Simon Kvamm

Aarhus Festuge har flyttet den officielle åbning af ugen til Aarhus Teater

02:55

Den 25. august skydes Aarhus Festuge 2017 officielt i gang, og i år bliver det på Aarhus Teater, hvor musikforestillingen ’Lyden af de skuldre vi står på’ bliver fremført.

Hovedelementet i forestillingen vil være Simon Kvamms ’remix af den danske sangskat’.

Læs også Nyt værk viser flygtninge-beretninger på Aarhus Teater

- Når jeg hører en af de der gamle melodier, er det som om jeg føler en eller anden underlig forbindelse til mine egne rødder. De her gamle sange er nogle, der på nogle måder bliver fremført i en form, der passer til for 100 år siden. Og det kan jo være smukt!, siger Simon Kvamm til TV 2 | ØSTJYLLAND og tilføjer: 

Vi har haft lyst til at tage de her sange og melodier og puste det historiske støv af.

Simon Kvamm

- Det er ikke for at gøre op med det, men vi har haft lyst til at tage de her sange og melodier og puste det historiske støv af. Hvad ville det være for en sang, hvis man skulle høre den på Radio Nova,.

Simon Kvamm er godt klar over, at han bevæger sig ud i en disciplin, der muligvis vil dele vandene. For det er næppe alle, der synes at klassikerne bør laves om på.

Gamle salmer får nyt liv

- Østjyderne kan jo glæde sig til at komme i Aarhus Teater og enten blive enormt positivt overraskede over at føle sig beslægtede med deres egen sangskat og føle noget for den, eller de kan komme og virkelig få alting galt i halsen og føle, at ’nu står verden ikke længere’, og de vil hjem og klage. Det kan også være, siger Simon Kvamm.

Temaet i år, og de næste par år, til Aarhus Festuge er  ’Bridging’ – altså at bygge bro. 

Det er musik af ældre dato, som den tidligere Nephew-forsanger Simon Kvamm skal fortolke. Blandt andet 'Se nu stiger solen' , som er skrevet af digteren Jakob Knudsen for mere end 100 år siden. 

Blandt de mere end tyve numre fra den danske sangskat, der skal fremføres i nye versioner, er ’Se nu stiger solen’, ’I skovens dybe stille ro’ og ’Du danske sommer jeg elsker dig’.

Billetsalget til ’Lyden af de skuldre vi står på’ er gået i gang. Der er allerede udsolgt til åbningsdagen den 25. august, men frygt ej. Der er forestillinger helt ind til den 30. september.

Hør Simon Kvamm præsentere forestillingen i videoen øverst i artiklen.