619.000 kroner til Kulturhistorisk Museum
Kulturarvsstyrelsen har netop offentliggjort, at Kulturhistorisk Museum Randers får 619.000 kroner til to projekter.
De mange penge skal bruges til en udstilling og en publikumsundersøgelse. Begge projekter tager afsæt i det begreb, der på moderne nydansk har fået betegnelsen "outreach". Det vil sige, at museerne rækker ud efter publikum, at de i højere grad tager udgangspunkt i gæsternes behov, og at de forsøger at tiltrække nye brugergrupper.
Det største af de støttede projekter på Kulturhistorisk Museum Randers er et udstillingsprojekt, som har arbejdstitlen "Byens Labyrint".
Det andet projekt har arbejdstitlen "Indvandrere på museum" og har til formål at undersøge de nye danskeres brug af museet i Randers. Håbet med projektet er at gøre museet til en kulturinstitution, som også er interessant at bruge for borgere, der har en anden etnisk baggrund.
- Vi gerne vil vise nye veje i museumsformidlingen, og at vi meget gerne vil have et rummeligt museum, der har noget at byde på for alle grupper i samfundet, lyder det fra en glad museumsleder Jørgen Smidt-Jensen.