4000 børn står uden pasning

Fritidspasning for op mod 4000 børn i Århus ramt af strejke. Pædagogerne strejker i protest mod budgetforlig.

Op mod 4000 børn i Århus står fredag uden pasning i fritidshjem, aldersintegrerede institutioner og på byggelegepladser, fordi pædagogerne strejker i protest mod budgetforliget mellem det socialdemokratiske borgmesterparti og de borgerlige.

Budgetforliget indebærer ifølge deres fagforening, BUPL, at vilkårene på området forringes for både børnene og pædagogerne. BUPL frygter at miste op mod en tiendedel af de pædagogiske stillinger i de tre typer institutioner, svarende til 400 til 470 job, siger den lokale BUPL-formand, Henning Truelsegaard. Også onsdag og torsdag var der arbejdsnedlæggelser i mange institutioner. /ritzau/