37-årig mand er fængslet efter drabsforsøg på ekskæreste
En 37-årig mand er varetægtsfængslet efter et forsøg på at dræbe sin 42-årige ekskæreste fra Ry
En 37-årig mand er lørdag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for at have forsøgt at dræbe sin 42-årige ekskæreste. Det oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Fredag aften slog det 42-årige kvindelige offer alarm kort efter klokken 18.30. Da politiet kom til frem til adressen i Ry, så betjentene, at kvinden havde fået mange skader efter et overfald.
- Hun er blevet snittet i hovedet og i halsen med en kniv. Hun er blevet sparket og trampet på, og der er blevet taget kvælertag på hende, fortæller Flemming Lau, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.
Læs også
Den 37-årige mand blev anholdt senere på aften på en anden adresse i Ry.
Skaderne på kvinden var i sådan et omfang, at politiet valgte at sigte den 37-årige for forsøg på manddrab.
Ifølge vagtchef Flemming Lau har manden og kvinden tidligere været i et forhold, og kvinden havde angiveligt en overfaldsalarm.
Læs også
Lørdag blev den 37-årige mand fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Horsens. Her blev han varetægtsfængslet i fire uger i surrogat. Det betyder, at han ikke er i stand til at sidde varetægtsfængslet i en normal arrest.
- Han erkender de faktiske forhold, siger Flemming Lau.
Den 42-årige kvinde er uden for livsfare.
- Hun er selvfølgelig mærket af det, hun er blevet udsat for. Men hun er ikke i livsfare, siger vagtchef Flemming Lau.