- Løkke-kritik burde holdes internt
Det mener Finn Thranum fra Venstre
Søndag meldte Venstre i Skanderborg ud, at Kommuneforeningen ikke længere støtter Lars Løkke Rasmussen som formand for partiet.
Og Venstre i Skanderborg står ikke alene.
Således har venstre i både Silkeborg og Randers og en række andre danske Kommuner offentligt meldt ud, at formanden ikke længere bakkes op som leder af partiet.
Finn Thranum sidder i Folketinget for Venstre, og han har hele tiden støttet op om Lars Løkke Rasmussen.
- Og det gør jeg stadigvæk, for der er ikke noget, som er sket den sidste uge, der har ændret på det, siger Finn Thranum fra Hou.
Han mener, at man i Venstre burde have holdt kritikken af formanden internt.
Se: Han skal lytte til medlemmerne
- Jeg synes, det er rigtig, rigtig dumt at gøre det her. Jeg sidder ikke her fordi, at jeg er Finn, jeg sidder her, fordi jeg er medlem af Folketinget for Venstre, og det er Venstre, vi skal kæmpe for, og det er Venstre, vi skal gøre det godt for. Det gør man ikke ved at begynde at sable ned på den, der er valgt demokratisk til formand for vores parti og den, der er vores statsministerkandidat, siger Finn Thranum.
Søndag droppede Venstre i Skanderborg Kommune offentligt formanden efter en undersøgelse, der viste, at to tredjedele af de 152 medlemmer, som havde deltaget i undersøgelsen, ikke mener, at Lars Løkke Rasmussen skal være leder af Venstre.
Og Maria Noe Høi, der er Venstres kommuneforeningsformand i Skanderborg, mener ikke, at man kan sidde alt det her overhørigt.
- Det mener jeg ikke, nej. Det, mener jeg, vil være helt grotesk, hvis man gjorde. Så ville man ikke tage medlemmerne seriøst, siger Maria Noe Høi.
Du kan se hele indslaget om Lars Løkke Rasmussens modvind over artiklen.