Færre sengepladser
Fortsætter i stedet behandlingen derhjemme
Når det nye stærkt udvidede universitetshospital i Skejby står færdig, vil der paradoksalt nok være 165 færre sengepladser, end der er i dag.
Det færre antal sengepladser skyldes, at Region Midtjylland satser på, at patienterne i fremtiden skal sendes hurtigere hjem.
For at håndtere situationen med færre sengepladser er sygehuset allerede i dag begyndt at udskrive patienter tidligere og i stedet behandle dem i deres hjem.
Udsigten til færre sengepladser møder dog kritik fra Patientforeningen.
- Det lyder helt mærkeligt. Det forstår jeg ikke. Vi hører hele tiden, at der bliver mere og mere behov for hospitals-kapacitet, og så hører vi nu, at der bliver færre pladser, siger Patientforeningens formand, Erik Bach, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Også Danmarks største patientforening, Kræftens Bekæmpelse, er skeptisk.
Ikke desto mindre ser næstformand i Region Midtjylland Bente Nielsen (SF) ikke noget problem i at sende patienter tidligere hjem og fortsætte behandlingen i hjemmet.
- Den udvikling, vi har sat i gang, er den rigtige. Vi følger dem (patienter, red.). Der er ingen, der slippes ud, uden at der er lavet aftaler. Sådan skal det selvfølgelig også være, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere i videoen øverst på siden.