100.000 laks i Randers

Borgmester Henning Jensen Nyhuus udsætter i dag 3500 lakseyngel i Gudenåen. I alt er der så igen udsat 100.000 lakseyngel i år.

Udætningen begyndte tilbage i 1987, og der er siden 1990 udsat 100.000 lakseyngel i Gudenåen hvert år. Der er nemlig penge i de små fisk.

Nye tal fra fødevareministeriet viser, at lystfiskere hvert år skaber omsætning for knap 2,8 mia. kr på landsplan. Ud de penge kommer knap 370 millioner fra udenlandske lystfiskere og det giver i alt 2000 arbejdspladser.

- Hvis man spørger lystfiskere generelt, er laksefiskeri det mest spændende. En væsentlig del de tyske turister kommer og fisker i Gudenåen, men helt præcist hvad det betyder for omsætningen regionalt, er der ikke lavet beregninger på. Men jeg er overbevist om, at udsætningen er en væsentlig gevinst for området, fortæller Gert Holdensgaard fra Danmarks Center for Vildlaks.

I alt koster det 1,2 millioner kr. at udsætte 100.000 lakseyngel.

Se borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) udsætte lakseyngel kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.