1000 m2 solceller
Ådalsskolen vil forbedre klima og energiforbrug
Ådalsskolen er en ældre skole fra 1962 og der har over tid været problemer med træk og dårligt indeklima. Det laver Syddjurs Kommune nu om på med en stor renovering på 9. mio. kr.
- Det er rigtig dejligt, at vores Byråd går ind i så omfattende renoveringsplaner. Det vil i den grad være et løft for skolens indeklima til gavn for både børn og voksne. Det vil desuden også falde fint i tråd med vores arbejde med at gøre børnene miljøbevidste. Vi har i flere år drømt om at kunne udnytte pultene på taget til solceller, så vi må sige, at det er en drøm, der går i opfyldelse, siger skoleleder Gitte Gaml i en pressemeddelelse.
Investeringen på 9 mio. kr. dækker både isolering, energivinduer, varmepumpeanlæg og Djurslands største solcelleanlæg på 1.000 m2 solceller.
Det nye solcelleanlæg med varmepumpe og isolering vil reducere energiforbruget og udledningen af CO2.