10 spillere klarede uafgjort

Silkeborg IF var i undertal mod Brøndby

Christian Holst sikrede med en scoring i sidste minut Silkeborg et fortjent point, da midtjyderne søndag fik 2-2 Brøndby Stadion.

Selv om Silkeborg var en mand og et mål i undertal gennem den sidste time, efter at Martin Ørnskov var blevet udvist før pausen, så jagtede træner Troels Bechs mandskab en pointdeling til det sidste.

Brøndby havde ellers alle forudsætninger for at tage tre vigtige point i kampen om andenpladsen i Superligaen.

Allerede efter tre minutter bragte den bare 18-årige Mathias Gehrt hjemmeholdet foran med 1-0, og alt var således fra start lagt til rette for en Brøndby-sejr anført af en sprudlende Gehrt, der ikke kun imponerede som afslutter.

Gehrt viste sig blandt andet særdeles kombinationsstærk, og det var netop en kombination med angrebsmakkeren Nikolaj Agger, der førte til Brøndbys straffesparkscoring til 2-1 efter en halv time.

Gehrt spillede Agger helt fri, og da Silkeborgs Martin Ørnskov nedlagde Agger, kunne Michael Krohn-Dehli bagefter score på straffespark. Det var i den situation, at Ørnskov måtte forlade banen efter et rødt kort.

Knoldet bane
Ligesom Brøndby havde Silkeborg også svært ved at få kontrol over bolden på det knoldede Brøndby Stadion.

Alligevel fik gæsterne efter en dårlig indledning spillet sig ind i kampen, og det var derfor helt i orden, at Kaimar Saag efter 25 minutter fik udlignet til 1-1.

Efter pausen fortsatte gæsterne det målsøgende spil, og det gav bonus, da Christian Holst til sidst kunne sende bolden over målstregen.

Brøndby indtager Superligaens tredjeplads med en afstand på fire point til OB på andenpladsen. Silkeborg har syv point at tære af i forhold til Esbjerg under nedrykningsstregen.

Læs også: Erfaring vigtigere end stjerner

Brøndby-Silkeborg 2-2 (2-1)

1-0 Mathias Gehrt (5. minut)
1-1 Kaimar Saag (25. minut)
2-1 MichaelKrohn-Dehli (33. minut/str.)
2-2 Christian Holst (90. minut)

Udvisning: Martin Ørnskov, Silkeborg (33.)

 

Tilskuere: 13.684