10 år med grim fest
Danmarks Grimmeste Festival åbner i dag
Det begyndte som en havefest med et par hundrede deltagere, og i dag kan festivalen så bryste sig af hele 3000 gæster.
Danmarks Grimmeste Festival har i år 10-års jubilæum.
Festivalen slår i dag dørene op til tre dage med musik og god stemning.
Navne som blandt andre The Floor Is Made Lava, Rasmus Walter, Go Go Berlin, Eagerstunn, Peter Sommer og Mø skal underholde på området i Brabrand.
For arrangørerne bag festivalen er årets jubilæum noget helt specielt.
- Vi er klar til, at der kommer gæster. 10-års jubilæet er noget helt særligt, så vi har knoklet for at gøre noget ekstra ud af det for de gæster, der har været her i mange år. Jeg synes, det ser rigtig fedt ud, og der er noget nyt for alle sammen, siger Aage Stokholm, arrangør af Danmarks Grimmeste Festival, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Udover god musik vil der også blive budt på et væld af overraskelser og selvfølgelig en fødselsdagskage.