Wieghorst: Han er en vigtig brik
Ny AGF-angriber var i dag med på træningsbanen
Fodboldspilleren Morten Nordstrand har slået sine folder i FC København og FC Nordsjælland, og nu hedder klubben så AGF.
I dag var der første træning efter juleferien, og her fik klubbens nye indkøb også mulighed for at træne med sine nye holdkammerater.
Hvis man skal tro klubbens cheftræner Morten Wieghorst, får Morten Nordstrand en central rolle i klubbens forårssæson, hvor målet hedder oprykning til Superligaen.
I et interview med TV 2 | ØSTJYLLAND fortæller Morten Wieghorst, at den nye angriber først og fremmest kan bidrage med en masse erfaring:
- Jeg er sikker på, at han i den proces, vi er inde i, vil være en vigtig brik. Han glæder sig meget til at komme i gang med at spille. Der vil selvfølgelig være konkurrence om pladserne. Det ved Nord også godt. Det behager ham. Det lever han fint med, siger han.
Morten Wieghorst kender selv personligt Morten Nordstrand fra tiden i FC Nordsjælland, hvor Wieghorst tidligere har været både assistent- og cheftræner.
Han fremhæver Nordstrands målnæse og at han i øjeblikket er inde i en periode uden skader. Nu mangler han bare spilletid, hvilket han ikke har fået meget af det seneste års tid.
Flere skadede spillere
Netop skader kan ifølge Morten Wieghorst få en afgørende betydning for AGFs sæsonstart. Flere spillere som Marcus Solberg og Andreas Laudrupo er ude med skader, og det sætter sine spor i truppen:
- Vi kan godt være en lille smule sårbare, siger Morten Wieghorst.
Han forklarer:
- Hvis du har for mange langtidsskader, så kan det godt være, det ser godt ud på papiret, men hvis man har tre-fire langtidsskader, som vi har haft i efteråret, så er sagen en anden. Vi må se, hvor mange vi kan regne med.
AGF skal for første gang i aktion i NordicBet Ligaen den 15. marts.
Du kan se et syv minutter langt interview med Morten Nordstrand i videoen øverst i artiklen.