Voldsom bilbrand: Politiet søger vidner

Politiet søger vidner til en voldsom bilbrand i Brabrand natten til tirsdag.

Der var voldsom brand i en bil i Brabrand i nat.

Natten til tirsdag blev politiet kaldt ud til Stenaldervej i Brabrand, hvor der var opstået en voldsom brand i en bil.

Brandvæsnet ankom kort efter for at slukke branden, der også havde bredt sig til en bil ved siden af.

Politiet lavede flere undersøgelser på stedet og talte med flere vidner. Det har givet grund til, at politiet tror, at branden var påsat.

- Der er nogle bestemte ting på stedet, der gør, at vi tror, at den er påsat. Derfor hører vi også gerne fra vidner, der har været i nærheden, som kan hjælpe os, siger Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder hos politiet, til TV2 ØSTJYLLAND.

Han fortæller, at de endnu ikke har fået nogle henvendelser.

Han opfordrer derfor til, at man kontakter politiet, hvis man har set nogle mistænkelige personer eller biler i området umiddelbart før 02:30 natten til tirsdag.

Der var ingen personer, der kom til skade i branden.