Forbipasserende opdagede bilbrand i Aarhus

Brandvæsenet rykkede i nat ud til en bilbrand i Aarhus-bydelen Gellerup.

Der var ikke meget bil tilbage efter en bilbrand ved midnatstid i Gellerupparken.

Nærmere præcis stod den brændende bil parkeret på Lottesvej ved nr. 5, da Østjyllands Brandvæsen klokken 00.22 fik meldingen om branden og rykkede ud fra brandstationen i Aarhus Syd.

quote Vi er i gang med at undersøge, hvordan branden er opstået.

Jes Frederiksen, vagtchef, Østjyllands Politi

Det var en forbipasserende, der havde opdaget bilen stå i flammer og som ringede til Østjyllands Brandvæsen. Da brandvæsenet nåede frem, var bilen allerede overtændt, fortæller operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, Niels Henrik Nielsen.

- Vi var der cirka en halv times tid og kørte, da branden var slukket igen, fortæller operationschefen søndag morgen.

Politiet undersøger branden

Hvordan branden er opstået, er Østjyllands Politi nu ved at undersøge, fortæller vagtchef Jes Frederiksen søndag morgen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Vi er i gang med at undersøge, hvordan branden er opstået. Om det skyldes en teknisk fejl på bilen, eller om branden er påsat, kan vi ikke sige noget om endnu, siger vagtchefen.

Efter en halv times tid var brandvæsenet færdige på stedet.
Efter en halv times tid var brandvæsenet færdige på stedet. Foto: presse-fotos.dk

Der har tidligere været episoder, hvor Østjyllands Brandvæsen har haft svært ved at arbejde i fred og ro i netop Gellerupparken, men i nat forløb alt, som det skulle, melder Niels Henrik Nielsen.