Ville tæske mand med styrthjelm
Tyveri i butik udviklede sig til et røveri
Butikken Skate House i Guldsmedegade i Aarhus blev onsdag eftermiddag udsat for tyveri.
En 22-årig mandlig ekspedient opdagede, at en af kunderne tog flere ting i butikken og lagde dem i sine lommer.
Ekspedienten løb efter butikstyven, som viste sig at have stjålet kuglelejer og hjul.
Udenfor butikken bad den 22-årige medarbejder kunden om at tømme lommerne.
Kunden blev truende og sagde, at han ville give den 22-årige tæsk med sin styrthjelm, hvis han ikke lod ham gå.
Den 22-årige medarbejder forsøgte at holde kunden tilbage, men det lykkedes ikke.
Tyven kørte derefter væk fra stedet på en hvid scooter.
- Manden med styrthjelmen gør sig nu skyldig i røveri, fordi han truede medarbejderen i butikken, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Butikstyven beskrives som dansk af udseende, 30-35 år, 180-185 centimeter og almindelig af kropsbygning. Han var lys i huden og havde lyst karseklippet hår. Under episoden var han iført en sort/rød dunvest og lysebrune bukser med store lommer.
Hvis man har oplysninger i sagen kan Østjylland Politi kontaktes på tlf. 114.