Vejarbejde i knudepunkt skulle være færdigt - nu er det forsinket til februar

Det skulle have været overstået ved årsskiftet, men nu er vejarbejde på trafikalt knudepunkt i Aarhus forsinket til slutningen af februar.

Bilister, der kører på Ringgaden i Aarhus, har gennem flere måneder kunnet følge med i det løbende vejarbejde i krydset ved Søren Frichs Vej.

Og selvom arbejdet oprindeligt skulle have været afsluttet inden nytår, må bilisterne vente med at se det færdige resultat en måned endnu.

Onsdag oplyser Aarhus Kommunes projektleder, at arbejdet kan fortsætte godt ind i og måske til slutningen af februar.

Det er i dette kryds mellem Vestre Ringgade og Søren Frichs Vej, at der fortsat er vejarbejde.
Det er i dette kryds mellem Vestre Ringgade og Søren Frichs Vej, at der fortsat er vejarbejde. Foto: Google Maps

Ifølge projektleder Asbjørn Halskov forventes belægningsarbejdet nu afsluttet ved udgangen af uge 3 - der slutter den 24. januar.

Derefter skal der blandt andet trækkes kabler og laves andre tekniske opdateringer, inden der kan åbnes for begge svingbaner fra Søren Frichs Vejs vestlige tilslutning.

Det arbejde forventes færdigt senest i uge 8 - der slutter den 28. februar.

Asbjørn Halskov tilføjer dog, at der på grund af travlhed og en entreprenør, der også arbejder på Paludan Müllers Vej i de kommende uger, er noget usikkerhed om de konkrete tidsplaner.

Arbejdet i krydset er en del af et større arbejde, som skal forbedre trafikken på hele Vestre Ringgade.

Håbet er, at mange bilister i fremtiden vil opleve at kunne køre ad hele Vestre Ringgade uden at skulle stoppe for rødt.