Ved midnat blev det forbudt - kort efter gik den første i fælden
Natten til lørdag blev det forbudt at være i besiddelse af lattergas. Få timer senere fik en ung mand en stor bøde.
Der gik kun få timer, fra en ny lov om besiddelse af lattergas i det offentlige rum trådte i kraft 1. juli, til den første bøde blev udskrevet af Østjyllands Politi.
Det var en 21-årig mand, der blev den første i politikredsen, til at få en bøde for at bryde den nye lov. Klokken 03.06 blev den første sag skrevet til den 21-årige mand, der kørte over for rødt i krydset Vesterbro Torv og Hjortensgade i det centrale Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Da han blev stoppet fandt politiet to flasker med lattergas på bagsædet. Det koster den unge mand en bøde på 3000 kroner, og så kan han også se frem til at få en bøde for at køre over for rødt.
Desuden risikerer han at få en bøde for transport af farligt gods, da han ikke opbevarede lattergasflaskerne korrekt og forsvarligt.
Stort problem
TV2 Østjylland beskrev i sidste uge, hvordan lattergaspatroner flyder i det offentlige rum. Ifølge vicepolitiinspektør Anders Uhrskov ved Østjyllands Politi møder betjente også flaskerne i stor stil.
- Det er blevet gængs blandt unge og mere almindeligt i nattelivet. Vi finder dem i biler, i parker og boligområder. Nu får vi mulighed for at slå ned på det med bøder og i nogle tilfælde fængselsstraf, så det giver os nogle værktøjer til at sætte ind over for det, siger Anders Uhrskov.
181 flasker på en måned
En anden, der ser gasflaskerne i stor stil, er Pernille Vendelboe fra Tranbjerg. Når hun cykler på arbejde, har hun en lille skraldesæk med, som hun samler ting op i.
Blandt øldåser, flasker og andre efterladenskaber finder hun en del af de gasflasker, som siden datoen skiftede ved midnatstid har kunnet resultere i en bøde på mellem 3000 og 5000 kroner.
Hun finder dem blandt andet på parkeringspladser, der er mennesketomme efter arbejdstid. Alene i juni har hun fundet 181 flasker.
- Jeg er da bekymret for, hvad det her gas er i stand til at gøre ved nogen, siger hun.
Pernille Vendelboe fortæller, at sommeren har gjort problemet endnu større.
- Tidligere fandt vi dem mandag morgen, men nu, da det er sommerferie, finder vi dem ugen rundt, siger Pernille Vendelboe, der er medlem af gruppen "En for holdet", hvor folk går sammen om at tage ansvar for forskellige ting i samfundet. Eksempelvis affaldsindsamling.