Unge mænd pegede med pistoler på legeplads
Politiet tog det meget alvorligt, da flere beboere i Gellerup anmeldte en gruppe med våben.
Politiet var onsdag aften massivt til stede på Birgittevej i Brabrand efter meldinger om skydevåben.
Anmeldelserne kom omkring 21.30 fra flere beboere i området, der var utrygge, fordi en gruppe unge mænd gik og pegede rundt med nogle pistoler. Det fortæller Jakob Christiansen, pressemedarbejder hos Østjyllands Politi.
- Når vi får at vide, at der er nogle, der går rundt med pistoler på offentligt område, er det noget, vi tager meget alvorligt. Vi bliver nødt til at tage det udgangspunkt, at der kan være tale om rigtige skydevåben. Derfor var der flere politifolk involveret, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Alle blev anholdt
Gruppen var set gå rundt på en p-plads og sigte ind mod en legeplads. På stedet fandt patruljerne fire unge mænd i alderen 21-22 år, som straks blev anholdt.
Læs også
Der viste sig dog ikke at være tale om ægte pistoler, men derimod hardballpistoler.
- Som udgangspunkt må man ikke gå rundt med dem, fordi de kan skabe stor utryghed blandt andre. Så må man gøre det på en lukket bane eller privat område, og hvis man skal transportere dem, så skal de ikke være synlige, siger Jakob Christiansen.
Der er ifølge kommunikationsmedarbejderen ikke oplysninger om, at mændene skulle have peget på nogen.
Ikke ulovlige i sig selv
Selve skydevåbnene er ikke i sig selv ulovlige, men man må altså ikke gå rundt med dem, da det ikke er tydeligt, at det ikke er rigtige våben.
- Så det er meget utryghedsskabende, siger kommunikationsmedarbejderen.
Mændene er foreløbigt sigtet for trusler ved at have fremkaldt frygt for andres liv og helbred.