Tyv stjal vin og flygtede på mountainbike
Østjyllands Politi leder efter en tørstig tyv, der mandag morgen stjal vinflasker fra en butik i Aarhus.
Det må have været en tørstig tyv, der var på spil i Aarhus mandag morgen. I hvert fald formåede han at stjæle en håndfuld vinflasker fra en butik tidligt mandag morgen. Det oplyser Østjyllands Politi.
- Vi får en anmeldelse mandag morgen, hvor en person har set en mand komme ud af butikken med flere vinflasker, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Det er butikken Arla Unika, der ligger i Klostergade, som gerningsmanden blev fristet af, og derfor valgte han at bryde ind.
- Vinduet er listet af, og så er han gået ind, og så har han taget nogle vinflasker fra vinduesudstillingen, siger Østjyllands Politi.
Efterfølgende kørte manden fra butikken på en mountainbike ned mod Klostertorvet.
- Vi rykker ud til stedet, men vi træffer ikke nogen på stedet og kan heller ikke finde den mand, der er cyklet derfra.
Har du set indbruddet, eller har du oplysninger, der måske kan føre til gerningsmanden, kan du kontakte politiet på telefon 114.
Gerningsmanden beskrives som:
• Dansk af udseende, lys hud
• Ca. 20-25 år
• Lyst hår
• Spinkel
• Iført grøn dunjakke og beigefarvede bukser
• Kørte på mountainbike