Trods kritik af VM i Qatar: Her inviterer de til fodbold på storskærm
For en måned siden afviste Aarhus Kommune at vise VM - nu er Ceres Park & Event klar med et arrangement.
Fodboldglade østjyder får alligevel mulighed for at samles til storskærmsarrangementer, når der senere på måneden fløjtes op til VM i fodbold i Qatar.
Ceres Park og Arena, der er ejet af AGF, har torsdag meddelt, at selskabet er gået sammen med DR og TV2 om at vise det danske herrelandsholds kampe på storskærm.
- Der bliver opsat seks storskærme i Ceres Arena, så alle fodboldfans får det bedst mulige udsyn. I alt bliver der plads til godt 6500 fodboldfans, så man sammen kan se kampene, nyde fællesskabet med andre fans og forhåbentlig opleve ny dansk slutrunde-succes, skriver Ceres Park og Arena i en pressemeddelelse.
- Det kan ikke tolereres
I oktober kom det frem, at Aarhus Kommune har valgt at droppe storskærmsarrangementer til VM, da Qatar er blevet heftigt kritiseret for brud på menneskerettighederne i forbindelse med migrantarbejderes forhold på de stadionbyggerier, der muliggør slutrunden.
- De urimeligheder, vi har set i Qatar, er af en karakter, der ikke kan tolereres, sagde vikarierende rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Metin Lindved Aydin dengang.
Beslutningen blev truffet, efter flere menneskerettighedsorganisationer og medier har dokumenteret forholdene for migrantarbejderne i Qatar.
Vi forholder os ikke til, hvor VM spilles - det er ikke vores opgave
- Slavelignende forhold hersker blandt de mange migranter, der bor i landet, og tusindvis er døde alene for at bygge overdådige fodboldstadions, skrev seniorforsker Helle Malmvig fra Dansk Institut for Internationale Studier i en artikel i Ræson i december 2021.
- Vi forholder os ikke til, hvor VM spilles
I Ceres Park og Arena mener man dog godt, at selskabet kan forsvare storskærmsarrangementet i Ceres Arena.
- Vi forholder os ikke til, hvor VM spilles - det er ikke vores opgave. Nu er der VM med et dansk landshold. Det sender DR og TV2, og de har ønsket at samle danskerne om kampene og støtte spillerne på fodboldlandsholdet. Det giver vi mulighed for i vores arena og med vores ekspertise, lyder det i et skriftligt svar fra eventchef i Ceres Park & Arena Hanne Bisbo Stadsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
VM-slutrunden begynder søndag den 20. november og slutter søndag den 18. december.