Ingen fodboldfest i Aarhus til VM
Aarhus Kommune vil ikke lave storskærmsarrangementer til VM i fodbold. Årsagen er placeringen af slutrunden.
EM i fodbold sidste sommer var en stor folkefest med storskærmsarrangementer, lune sommeraftener og kolde fadøl. Sådan bliver VM til vinter ikke.
Aarhus Kommune kommer ikke til at stå for storskærmsarrangementer på grund af slutrundens placering i Qatar.
Det siger vikarierende rådmand for Kultur og Borgerservice, Metin Lindved Aydin (R), til TV 2. Han kalder det et aktivt fravalg af slutrunden.
- Vi er ærgerlige over, at sporten skal politiseres, men der er jo politik i alt. Der er en generel modenhed i befolkningen til, at der kan tages afstand til det, vi ikke bryder os om, og det vil vi gerne understøtte. De urimeligheder, vi har set i Qatar, er af en karakter, der ikke kan tolereres, siger han til TV 2.
Aarhus Kommune har tidligere stået for storskærmsarrangementer til fodboldslutrunder. Blandt andet ved EM sidste sommer, hvor der var storskærmsarrangementer i Musikparken med op til 2000 betalende tilskuere per kamp.