Trods farvel til restriktioner: Kafferisteri holder masken lidt endnu
Godt nok forsvinder de officielle coronarestriktioner i morgen, men flere holder fast ved mundbindet. Blandt andet hos kaffeproducenten BKI Foods.
I morgen er det fortid med officielle coronarestriktioner i Danmark, og det betyder blandt andet farvel til mundbindet, som i månedsvis har været fast beboer i jakkelommen.
Ikke alle giver dog slip, for hos BKI Foods i Højbjerg holder de masken lidt endnu.
Det fortæller HR-chef Steen Kampmann Johansen.
- Vi er en produktionsvirksomhed med et kafferisteri, og vi kan ikke have alle vores ristere syge på samme tid, for så kan vi ikke levere varer. Derfor har vi besluttet, at vi fortsætter med at holde afstand, men også at bruge mundbind i de afdelinger, hvor man begynder at bevæge sig mellem hinanden, forklarer HR-chefen.
Læs også
Medarbejderne har forståelse for beslutningen, siger Steen Kampmann Johansen.
- Selvfølgelig er det træls, og jeg tror, vi alle gerne vil slippe væk fra mundbind, men medarbejderne kan godt forstå alvoren i det, hvis vi skulle blive ramt alvorligt i en enkelt afdeling. Men vi ser frem til at komme af med mundbindet.
Så længe det er nødvendigt
Ved årets begyndelse anslog Statens Serum Institut (SSI), at epidemien ville toppe i slutningen af januar eller begyndelsen af februar. En undervariant af omikronvarianten har skabt usikkerhed om, hvorvidt epidemien, som fortsat er i vækst, først topper senere i februar.
Hos BKI Foods skal restriktionerne kun fastholdes, så længe det er nødvendigt, forklarer HR-chefen.
Læs også
- For at undgå den her store smitteboble. I løbet af de næste par uger ser vi nok, at vi er ved at være immune, og så begynder vi også at kunne løsne lidt op, for så risikerer vi ikke at lægge alle ned på en gang, siger Steen Kampmann Johansen.
Allerede den 21. december vurderede SSI, at omikronvarianten nu var dominerende i Danmark, og en måned senere udgjorde omikronvarianten ifølge SSI 99 procent af alle smittetilfælde.