Tøjbutik kan være på vej i historisk ejendom - men flere er interesseret
Den ikoniske, hvide bygning på Lille Torv i Aarhus er sat til salg. Ejendomsmægleren fortæller, at flere er interesserede.
210.000.000 kroner.
Det er prisen for det store, hvide palæ på Lille Torv i Aarhus, der nu er sat til salg.
Ejendomsmægler Jan Kirkebæk fra TK-erhverv er i fuld gang med at finde nogen til at overtage den ikoniske bygning, som i dag huser bolighuset Paustian.
- Der er forskellige drøftelser i gang, både med nogen, der vil overtage bygningen tom, og nogen, der ønsker at købe ejendommen med en lejer, siger han.
Derfor er ejendomsmægleren i øjeblikket både på udkig efter en lejer og en køber af de 3292 kvadratmeter i hjertet af Aarhus.
Han fortæller, at der både er flere købere og lejere oppe at vende, og selvom han ikke vil afsløre for meget, kan han løfte sløret for, hvilken genre af mulige lejere de blandt andre har snakket med.
- Der har været en interesseret lejer, der har noget med tøj at gøre, afslører han.
Paustian har opsagt
Den ikoniske bygning er sat til salg, fordi den nuværende lejer, Paustian, har opsagt lejemålet, og vil være ude af bygningen senest den 1. april næste år. Det fortæller ejer, Jørn Tækker.
- Hovedårsagen til, at vi har sat den til salg, er, at Paustian har opsagt lejemålet, siger han.
Jeg synes, det er mærkeligt med Silvan på den placering.
Dertil kan ejeren fortælle, at hvis ikke de finder den rette køber, overvejer han selv at beholde ejendommen og finde en lejer, som passer godt til torvet. For ifølge ham er det ikke alle forretninger, der passer lige godt ind på torvet.
- Jeg synes, det er mærkeligt med Silvan på den placering. Det er synd for torvet, siger han.
Jørn Tækker taler om den Silvan-forretning, der er åbnet overfor Paustian på Lille Torv. Dog vil ejeren ikke afsløre, hvad han selv drømmer om, bygningen skal bruges til.