Paustian-direktør vil ikke flytte
Den ikoniske bygning på Lille Torv, der i dag huser Paustian, er sat til salg. Men direktøren for bolighuset fortæller, at de helst vil blive.
Den store, hvide bygning på Lille Torv 2 i Aarhus er sat til salg af ejeren Jørn Tækker, efter bolighuset Paustian har opsagt det lejemål, der udgør størstedelen af bygningen.
Derfor skal Paustian være ude af bygningen til april næste år. Men står det til bolighusets direktør Susanne Harboe Kristensen, skal Paustian helst blive liggende på adressen.
- Vi har opsagt lejemålet som en del af en forhandling om at kunne være på færre kvadratmeter i bygningen, siger hun.
I øjeblikket boltrer bolighuset sig på 2500 kvadratmeter i det historiske, hvide palæ, men Susanne Harboe Kristensen håber på, at de kan indskrænke sig til 1500 kvadratmeter.
Drømmen er altså at blive boende i den hvide bygning på Lille Torv, men kun i de nederste tre etager.
Årligt millionunderskud
Susanne Harboe Kristensen fortæller, at de håber på at få mindre plads og dermed en billigere husleje. Det fremgår af forretningens regnskaber, at den fysiske butik i Aarhus har haft store millionunderskud de seneste år.
- Det store underskud skyldes, at vi ikke regner vores online-omsætning med, siger direktøren, men erkender at markedet for dyrt design har det hårdt generelt.
- Retailmarkedet er så presset. Vi er nødt til at sætte prisen på mange varer ned, for at følge med.
Og da meget af handlen er rykket fra den fysiske forretning og over på nettet, skal forretningen i fremtiden fylde mindre, end den gør i dag. Og det kommer hovedsageligt til at gå udover småtingsafdelingen med blandt andet gaveartikler, som er den del af butikken, der skal reduceres.
- Så det er også for, at vi bliver et endnu skarpere designunivers, at vi skal i mindre lokaler. Så kan vi fokusere på varer, der ikke er andre steder, fortæller Susanne Harboe Kristensen.
Bliver i Aarhus
Hvis ikke Paustian kan få lov at blive på Lille Torv, forsikrer direktøren, at de ikke flytter langt væk.
- Vi vil altid bestå i Aarhus, vi har været her i mange år, siger hun og fortæller, at hun forventer at nå til enighed med udlejeren.
Skulle det glippe skal der findes mindre lokale i hjertet af Aarhus, og Susanne Harboe Kristensen har undersøgt mulighederne, men hun håber ikke, det bliver aktuelt.
- Det er en oplevelse, vi helst ikke ser, for vi har været glade for at være dér, siger hun.