Tidl. træner: Bedre end jeg er
Erik Rasmussen om Peter Sørensen
I tirsdagens udgave af dagbladet BT pegede AGFs sportschef, Brian Steen Nielsen, på forskellen mellem den nuværende situation i Aarhus-klubben og den situation, der udspillede sig i AGF i sæsonen 2009/2010, hvor AGF efter et frygteligt forår måtte en tur ned at vende i 1. division.
Peter Sørensen er årsagen til, at AGF ikke rykker ned i år, sagde Brian Steen Nielsen, og det efterlader nu opfattelsen af, at Erik Rasmussen var grunden til, at klubben rykkede ned i 2010.
Rasmussen selv afviser ikke Brian Steen Nielsens påstand om Peter Sørensen, for ifølge Rasmussen er den nuværende AGF-træner bare bedre.
- Jeg er ansat som ekspert, så selvfølgelig langer jeg ud efter nogen, for det er en del af mit job. Omvendt er det en del af Brian Steen Nielsens job, at han har ret til at ytre skyts imod nogen, og det tager jeg ikke personligt. Og jeg synes i øvrigt, at Peter Sørensen er en bedre træner, end jeg er, siger Erik Rasmussen.
Ingen simpel forklaring
Han mener dog, at det er lidt for simpelt at sige, at den tidligere AGF-træner var skyld i AGFs nedrykning i 2010.
- Det er meget simpelt måde at stille det op som om, det kun var min fejl, at vi røg ned dengang. Jeg synes også, det fejlede, fordi vi ikke havde det mentale overskud, som skal til, og presset gør, at man engang imellem tager en forkert beslutning. Der er mange faktorer, der spiller ind hver eneste gang, det ikke lykkes, siger Erik Rasmussen.
Da han var cheftræner i AGF fra 2009 til 2010, rykkede klubben ned i 1. division, selvom de havde 38 point efter de 33 Superliga-runder. Det var det højeste antal point nogensinde.
Tvivler på nedrykning
I dag kan Rasmussen sagtens se AGF nå 38 point, da de i øjeblikket har 33 med syv runder tilbage. Men at det kan ende med nedrykning, tvivler han meget på.
- Den største forskel er, at Randers ikke ligger mellem de sidste tre. Og det er fuldstændig mirakuløst, at Randers vinder mere eller mindre samtlige kampe i foråret. Og det er klart, at hvis AGF havde flere bundhold under sig, der vandt og vandt og vandt, så kunne de godt komme i fedtefadet. Men jeg kan ikke rigtig se Silkeborg og Sønderjyske komme ind i en stime, hvor de vinder fem kampe i træk. Jeg tror ikke, at nogle af bundholdene får mere end 38 point, siger Rasmussen.
At Brian Steen Nielsen giver sin mening til kende om, at Peter Sørensen bliver AGFs redning i denne sæson, er desuden ikke noget, Erik Rasmussen tager på vej over, og han håber, at AGF overlever i Superligaen.
AGF møder Silkeborg IF på udebane i næste runde af Superligaen.