Tangkrogen er gul - Team Rynkeby er klar til Paris
Det østjyske Team Rynkeby-hold kan i dag ses i og omkring Aarhus. Turen starter ved dem, det hele handler om.
I morges samledes omkring 40 af Team Rynkeby Østjyllands ryttere ved Tangkrogen i Aarhus.
Dagen står på besøg hos holdets sponsorer, men starter ved nogle af dem, det hele handler om - børnene Aarhus Universitetshospitals børnekræftafdeling.
- Det plejer at være rigtig hårdt, men det er netop der, vi kan se, hvad det er, det går til. Bare at der sker lidt, og kan vi fremkalde et par smil, er det det værd, siger den østjyske Rynkeby-holdkaptajn Hans-Jørgen Degn til TV2 ØSTJYLLAND.
Team Rynkeby
Team Rynkeby er et internationalt velgørenhedscykelhold, som hvert år cykler til Paris for at samle penge ind til kampen mod børnecancer. Første tur blev kørt i 2001.
Det østjyske hold består i år af cirka 55 kvinder og mænd. I alt er vi i år cirka 3.000 deltagere på Team Rynkeby, fordelt på 59 lokale hold fra Danmark, Sverige, Finland, Norge, Færøerne, Island, Tyskland og Schweiz.
Kilde: Team Rynkeby
Efter hospitalet går turen forbi sponsorer som Waoo og Bravida Tilst og et velsmagende besøg ved Kathrine Andersen Chokolade i Søften samt cykelsponsoren Designcykler i Risskov.
- Vi har jo en række sponsorer, der støtter, og dem takker vi i dag, siger Hans-Jørgen Degn, der privat bor på Djursland og arbejder som projektleder ved Terma.
Men selvom de kommer omkring det meste af Aarhus, er det bare en lille smuttur i forhold til de 1.350 kilometer, der venter mod Paris.
Turen sydpå starter næste lørdag og varer en uge frem for de 45 østjyske ryttere og omkring 10 servicefolk.
Perfekte træningsforhold
Træningerne er foregået i hele Østjylland, og der er ifølge holdkaptajnen den perfekte setting.
- Vi har alt, man kan ønske sig. Der er både flade og kuperede områder, og så kommer vi gennem store og små byer, ligesom vi gør mod Paris, siger han.
Læs også
Der er ikke et præcist indsamlingsmål, men sidste år landede det på omkring 25 millioner kroner. Dermed har Team Rynkeby samlet omkring 500 millioner kroner. Der samles til Børnecancerfonden og Børnelungefonden.
Holdet lander i Paris 16. juli.