Stor politiaktion efter voldsomt husspektakel lørdag aften - to personer anholdt
To mænd er blevet anholdt for kvalificeret vold og røveri.
OPDATERING
Artiklen er opdateret med flere oplysninger fra politiet.
Sent lørdag aften måtte både politi og flere ambulancer rykke ud, efter Østjyllands Politi klokken 23.02 modtog en anmeldelse om et husspektakel på Otto Benzons Vej i det vestlige Aarhus.
En patrulje var hurtig fremme og i opgangsdøren traf betjentene to mænd, der hastigt var på vej væk fra adressen.
Det fortæller Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi får en anmeldelse om et husspektakel, hvorefter vi hurtigt kommer frem. Her træffer vi to mænd, der bliver anholdt, fortæller Martin Hansen, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.
En person undløb fra stedet.
Det viste sig efterfølgende, at personer i en lejlighed i opgangen havde været udsat for grov vold og røveri. Personerne kendte hinanden forud for episoden, oplyser politiet.
De to anholdte mænd fremstilles i grundlovsforhør klokken 11.00 ved Retten i Aarhus.
Læs også
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.