Skal pakhuset rives ned?
Strid om gammel bygning på Aarhus Havn
Er der kun plads til stål, glas og beton på de bynære havnearealer i Aarhus - eller skal der være plads til historiske bygninger?
Netop det spørgsmål er i øjeblikket omdrejningspunkt for en strid om et gammelt pakhus på Aarhus Havn.
Flere politikere i Aarhus Byråd forsøger i øjeblikket at få ændret byrådets beslutning om, at Pakhus 27 skal jævnes med jorden for at gøre plads til et helt nyt område på havnen.
Men den kommende bygherre stritter imod. Hvis pakhuset bliver stående, bryder Aarhus Kommune en aftale med samarbejdspartneren Realdania.
Realdania spytter i alt 700 mio. kr. i at omdanne havnearealerne til et nyt byområde. For de penge skal der bl.a. anlægges en åben plads på det sted, Pakhus 27 ligger i dag.
- Hvis man ikke river det ned og i stedet bevarer det, så bryder man vores partnerskabsaftale med Aarhus Kommune. Så står vi i en ny situation, siger direktør i Realdania Hans Peter Svendler til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Også arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen er modstander af, at Pakhus 27 får lov til at blive liggende. Ifølge totalrådgiver Kim Holst er en nedrivning af pakhuset en forudsætning for, at området får det udseende, det er tiltænkt i fremtiden.
- Hvis Pakhus 27 bliver liggende, vil det påvirke det design, der ligger til grund for hele den indre havns nye setup og selve havnepladsens design, siger Kim Holst.
Se mere om striden om Pakhus 27 i tv-indslaget øverst i artiklen.