Selskab køber 56 nye elbusser
Målet er at bybusserne i Aarhus skal være C02-neutrale i 2027.
Yderligere 56 elbusser er snart på vej ud på vejene i Aarhus.
Busselskabet AarBus har netop indgået en aftale om køb af 56 elbusser - det største indkøb af ledbusser på el i Danmark, oplyser Aarhus Kommune.
Dermed fordobles antallet af elbusser i Aarhus næsten i løbet af de kommende år, når de nuværende 62 elbusser over to omgange får selskab af de 56 nye i løbet af de kommende år.
- Den helt åbenlyse fordel er selvfølgelig, at de larmer og oser mindre. Men det, man ikke kan se, er, at det også kommer til at betyde en stor forskel på vores CO2 udledning og dieselforbrug, siger Nicolaj Bang (K), rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.
Fakta om de nye elbusser
Busserne har en væsentlig længere rækkevidde end tidligere indkøbte elbusser, og det forventes, at de kan køre et helt driftsdøgn på en enkelt opladning, som finder sted på AarBus’ anlæg om natten.
Busserne er 18-meter busser af mærket Solaris og har 47 faste siddepladser, hvoraf de 39 vender fremad. Dertil kommer 3 klapsæder og 88 ståpladser
Busserne er meget støjsvage og udleder ikke røg og partikler med udstødningen.
Busserne har god tilgængelighed med lav indstigning, stort flexareal og elektriske kørestolsramper.
Busserne har elektroniske sidespejle, hvilket giver bedre udsyn og større sikkerhed
Aarhus Kommune har et mål om, at driftsbusser skal være CO2-neutrale i 2027, mens reservebusserne skal være CO2-neutrale i 2030.
Kilde: Aarhus Kommune
Ifølge kommunen bruger en bus i gennemsnit 36.800 liter diesel. Dermed bidrager de 56 nye elbusser til en dieselbesparelse på lidt mere end 2.000.000 liter årligt.
- Kollektiv trafik er en del af løsningen for et bedre klima. Jo flere elbusser vi får på gaden, jo lettere bliver det for kunderne at vælge en grøn og CO2-fri transportform. Tæt på en fordobling af elbusserne i Aarhus betyder, at kunderne kan stå på en elbus tre ud af fire gange. Det ved vi, at de sætter pris på, siger Steen Vindum, der er bestyrelsesformand i Midttrafik.
Med det nye, store indkøb vil 118 af Aarhus’ i alt 149 driftsbusser være elbusser i 2025. Derudover er der 41 reservebusser.