Røvere dømt for at true sig til penge efter pirattaxa-tur
To mænd er blevet idømt seks og otte måneders fængsel for et røveri mod en ung mand i forbindelse med en pirattaxa-kørsel
I begyndelsen af juni tog en 21-årig mand, hvad der seneste viste sig at være en rigtig dum beslutning, da han hoppede ind i en pirattaxa hjem fra det centrale Aarhus. Han skulle af ved Stjernepladsen i Aarhus N, men her blev han tvunget til at hæve mange flere penge end det aftalte for turen. To mænd er nu dømt for røveri.
De tre havde nemlig aftalt, at den unge mand skulle betale 100 kr. for turen, men ved en hæveautomat på Stjernepladsen tvang de ham til at hæve hele 2700 kroner. Årvågent politiarbejde fangede de to gerningsmænd.
Læs også
- Ofret anmeldte røveriet og gav et signalement af mændene og beskrev bilen. Kort efter genkendte en politipatrulje så mændene i deres bil en nat foran baren Kurts Mor, og de blev anholdt, har vagtchef hos Østjyllands Politi, Carsten Dahl, tidligere fortalt til TV2 ØSTJYLLAND.
Tænk dig grundigt om
Nogle kolleger havde nemlig siddet over en kop kaffe og drøftet forskellige sager, og de medarbejdere, der arbejdede med pirattaxa-sagen, viste deres kolleger et billede af de formodede gerningsmænd. Det gjorde, at en patrulje kunne genkende dem ved baren.
Der er tale om en 23-årig mand, som førte pirattaxaen og en 21-årig medgerningsmand.
Læs også
Chaufføren blev i dag ved Retten i Aarhus så idømt seks måneders fængsel. Han ankede dommen. Den 21-årige medgerningsmand blev idømt otte måneders fængsel og ankede ikke.
- Sager som denne er en af grundene til, at man bør tænke sig rigtig grundigt om, inden man sætter sig ind i en pirattaxa. Heldigvis førte et rigtig godt politiarbejde til, at vi i dag kunne få dem dømt for deres forbrydelse, siger anklager ved Østjyllands Politi, Cathrine Brunsgaard Jacobsen.