Offer vil ikke anmelde knivstik: Intet tyder på bandeopgør
Et knivstikkeri onsdag aften skabte atter utryghed i Aarhus V, men politiet nedtoner nu episoden
Østjyllands Politi var onsdag aften omkring kl. 20.30 massivt til stede i det vestlige Aarhus, hvor en mand blev udsat for et knivstik, der dog kun ramte ham overfladisk på den ene balle. Ofret ønsker ikke at udtale sig om episoden og vil heller ikke anmelde gerningsmændene.
Det er meldingen fra Østjyllands Politi torsdag morgen.
- Den forurettede er blot blevet snittet af kniven, men vi har oprettet en sag, som vi efterforsker. Den bliver dog besværliggjort af, at ofret er meget lidt meddelsomt, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Per Bennekow, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Han ønsker således heller ikke at anmelde knivstikket, der tilsyneladende fandt sted nær Fredens Moske ved Bazar Vest på Edwin Rahrs Vej i Aarhus V.
Gennem de seneste måneder har området været plaget af bandeuroligheder, men denne episode skulle efter sigende ikke have udspring i den verserende konflikt mellem gruppen Loyal to Familia og lokale fjender.
Læs også
- Vi har ingen grund til at tro, at dette er banderelateret, lyder det fra Per Bennekow.
Roen indfandt sig ifølge vagtchefen meget hurtigt igen i det vestlige Aarhus onsdag aften.
Østjyllands Politi hører gerne fra vidner til episoden. Politiet kan kontaktes på tlf. 114.