Nu starter nedrivning af bro: - Det er drastiske tider
Der skal drastiske metoder i brug oven på det rekordvåde efterår.
Klokken syv gik maskinerne i gang og begyndte at brække broen på Ormslevvej ved Viby Renseanlæg op.
Det er broen over Døde Å, som skal fjernes, fordi den danner en prop for vandet, der står højt og risikerer at oversvømme renseanlægget.
- Vi det gør vi for at sikre kritisk infrastruktur, som Viby Renseanlæg er, siger områdechef i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Simon Grünfeld.
- Det er drastisk, jo, men det er drastiske tider. Vi har et renseanlæg, der er tæt på at svømme over, og vi er nødt til at reagere nu, inden det oversvømmes, siger områdechefen.
Hvis det oversvømmes, kan det ikke køre med optimal drift, og der risikerer at komme urenset spildevand ud i Døde Å og Aarhus Å, og det vil udgøre en sundhedsrisiko.
Rettidig omhu
Der er allerede mange overløb flere steder, så man skal helst holde fingrene fra overfladevand.
- Vi tænker, det er rettidig omhu, fordi vi gør det i dag og ikke i weekenden. Lige nu er der ikke problemer, men det er der måske på søndag, så vi prøver netop at være proaktive, siger Simon Grünfeld.
Det vil tage minimum ti timer at fjerne broen.
Det er ikke en bro, der normalt kører biler over, men busser og cykler. Derfor kører busser ad Skanderborgvej i stedet, og cykler henvises til Grøndalsvej.
Afspærring kan være flere uger.