Nu lysner det for Aarhus Letbane
Aarhus Letbane har tirsdag været ramt af en stribe aflysninger på L2. Sidst på eftermiddagen lysner det.
Problemerne har stået i kø for Letbanen i denne uge.
Mandag trådte en ny, begrænset køreplan i kraft, fordi flere tog er taget ud af driften, fordi togene skal til eftersyn.
Og derudover blev en række letbaneafgange også aflyst, fordi en lastbil kørte ind i nogle køreledninger i krydset ved Randersvej og Ringgaden.
Tirsdag har der så været problemer igen dagen igennem
Midttrafik oplyser på deres hjemmeside, at årsagen til aflysningerne på L2 er manglende kørestrøm.
Tirsdag sidst på eftermiddagen begynder det dog at lysne, oplyser Midttrafik.
- L2 kører forsat ikke mellem Aarhus H og Universitetshospitalet, men fra og med afgangen 17.34 fra Odder og afgangen 19.02 fra Lisbjergskolen køres der igen på hele strækningen (dog risiko for nogle få aflysninger).
Afledt af mandagens uheld
Direktør i Letbanen, Michael Borre, fortæller, at tirsdagens problemer er afledt af ulykken mandag, hvor en lastbil ødelagde køreledningsanlægget.
- Det er desværre følgevirkninger af ulykken. Sent i går aftes havde vi udbedret det, og efter vi have sendt nogle prøve-tog igennem, genoptog vi driften. Men her til morgen var der pludselig et tog, der fik revet en strømaftager af, siger Michael Borre.
Inden da var otte-ti tog kørt på strækningen uden problemer, men af risiko for, at der også kan være slået noget af deres strømaftagere, skal alle de tog bugseres tilbage og efterses.
- Vi kan først genoptage driften, når alle tog er bugseret hjem. Lige nu mangler vi to tog, så vi regner med at kunne køre normalt om en time eller to, siger Michael Borre.
Denne artikel er opdateret tirsdag eftermiddag klokken 17.20 med seneste nyt om letbane-driften.