Noxi, Ziva og Lone jubler
Naturstyrelsen havde lagt op til at stoppe den aftale, man i ti år havde haft med "Hundens Feriested." Men nu har de ombestemt sig og forlænger aftalen.
Dagen før juleaften dumpede en tidlig julegave pludselig ind hos Lone Pedersen, der ejer "Hundens Feriested" i Tiset syd for Aarhus. Det var et brev fra Naturstyrelsen, som tilbød hende, at hun kunne få forlænget sin forpagtningsaftale med tre år.
Det betyder, at hun alligevel ikke skal nedlægge den træningsbane, som hendes hunde er så glade for.
- Det er fantastisk. Jeg har været så lettet. Jeg har fået ro i sjælen, og så er jeg endda begyndt at kunne sove meget bedre om natten, siger Lone Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.
De seneste ti år har hun forpagtet et areal på 0,27 hektar, hvor hundene kan brænde krudt af. Forpagtningsaftalen udløb ved årets udløb, og i begyndelsen af september skrev Naturstyrelsen til hende, at aftalen ikke blev forlænget.
Læs også
Men efter TV2 ØSTJYLLAND fortalte historien, har Naturstyrelsen rakt ud til Lone Pedersen. Den dialog har nu medført, at hun får en ny aftale.
- Det er rart, at de har lyttet lidt til, hvad jeg har sagt. Nu har jeg nogle år til at vænne mig til tanken om, at det forsvinder, siger Lone Pedersen.
Mere plads til naturen
Arealet er en del af den nye Solbjerg Skov, som Naturstyrelsen Søhøjlandet forvalter. Det første træ blev plantet i 2001, og på nuværende tidspunkt er cirka 300 hektar plantet til med træer.
Ifølge skovrider Søren Hald var det for at give mere plads til naturen, at man havde besluttet at stoppe aftalen med Lone Pedersen. Det skal der stadig være, omend man nu udskyder det til udgangen af 2024.
- Vi har haft et møde med hende og hendes mand, vi har lyttet til hinandens synspunkter, og på baggrund af det har vi indgået en aftale om at forlænge kontrakten i tre år, og så kan den ikke forlænges yderligere, siger Søren Hald til TV2 ØSTJYLLAND.
Naturstyrelsen er normalt meget tilbageholdende med at indgå den slags forpagtningsaftaler. Formålet med den offentlige skov er nemlig, at der skal være fri adgang for alle døgnet rundt. Men nu har man altså alligevel givet tilladelse til en forlængelse.
- Vi fastholder, at arealet skal bruges til det, det oprindeligt var planlagt til. Nu giver vi hende tre år mere til at indstille sin virksomhed til det, så vi gør overgangen lidt nemmere, siger Søren Hald.
Lone Pedersen er mere end klar til at fortsætte med hundene frem til 31. december 2024. Hun har nemlig for nylig købt en havetraktor til 60.000 kroner, og nu får hun altså alligevel noget ud af den investering.
- Jeg kan jo altid håbe på, at der kommer nye tider igen, eller at de finder ud af, at de alligevel ikke skal bruge det. Hvis de fortryder om tre år, er jeg stadig klar til at fortsætte - det har jeg sagt til dem, siger Lone Pedersen.