Natur over klasseværelse: Børn bruger hele ugen i skoven
En flok børnehaveklasse-elever bruger ugen i skoven. Det skal styrke sammenholdet og åbne de smås øjne for spejderlivet.
Dansk, matematik og historie er for en flok elever fra Kragelundskolen i Højbjerg i denne uge byttet ud med hulebyggeri, bænkebidervæddeløb og frisk luft.
De er en del af Den Lille Spejderuge, som skal vække de yngstes interesse for naturen og spejderlivet.
- Det er sjovt at bygge vores egne huler, lyder det fra børnene, som ikke er i tvivl, når de skal vælge mellem klasseværelset eller naturen: Det grønne vinder stort.
Godt for sammenholdet
Det er De Grønne Pigespejder, som har udviklet konceptet.
- Vi forsøger at opnå, at børn får øjnene op for, hvad naturen kan, hvad friluftslivet kan og ikke mindst hvad vi kan lære sammen i fællesskab, når vi rykker undervisning og læring udendørs, siger Helle Stærmose, generalsekretær i De Grønne Pigespejdere.
Håbet er naturligvis også, at flere får øjnene op for spejderlivet, siger hun.
Børnehaveklasseleder Lone Nyholm Sørensen glæder sig over den udendørs undervisning.
- Jeg tænker, det er rigtig godt for sammenholdet og oplevelsen, at man har en hel uge, hvor man bruger naturen. Og så er vi heldige med, at vi har fået dejligt forårsvejr også, siger hun.
I alt er 700 børnehaveklasser landet over tilmeldt Den Lille Spejderuge.