Mister kørekort for femte gang på tre år: Bil konfiskeres
I løbet af tre år har en mand fået frakendt kørekortet fem gange. Onsdag blev han atter stoppet, og nu snupper politiet bilen
En 25-årig mand må se langt efter sin bil, efter han onsdag blev anholdt efter hasarderet kørsel i Aarhus.
Da det er femte gang på tre år, at manden får frakendt kørekortet, har politiet beslaglagt bilen med henblik på at konfiskere den.
Læs også
Manden blev opdaget, da en politipatrulje onsdag ved 17.40-tiden kørte på Vester Allé med såkaldt Automatisk NummerPladeGenkendelse (ANPG).
Kørte over for rødt lys
Teknikken gav udslag på en forbipasserende bil, hvor ejeren - den 25-årige mand - skulle være frakendt kørekortet.
Patruljen ville standse bilen, og da den holdt for rødt lys i krydset Vester Allé/Thorvaldsensgade, steg en af betjentene ud for at tage kontakt til manden.
Læs også
Kort før betjenten nåede helt hen til bilen, gassede den 25-årige op og kørte over for rødt lys og drejede til højre ad Thorvaldsensgade.
Betjentene fulgte efter med udrykning, men bilisten fortsatte - blandt andet ind over en spærrelinje - inden han standsede på Christen Købkes Gade, hvor han blev anholdt.
Manden er nu blevet en bil fattigere og tre sigtelser rigere - han er sigtet for at køre over for rødt lys, for at køre over spærrelinje og for ikke at efterkomme politiets anvisninger.