Ministre skal se på terrorhvervning
Karen Jespersen rystet over terrorhvervning i Bazar Vest
TV 2 | ØSTJYLLAND kunne søndag aften afsløre, at der ved højlys dag foregår terrorhvervning i Bazar Vest i Aarhus.
En somalisk far stod frem og fortalte, hvordan hans søn var blevet kontaktet af den somaliske terrororganisation Al-Shabaab i Bazaren.
Det får nu Karen Jespersen fra Venstre til at rette henvendelse til justitsminister Lars Barfoed og integrationsmininster Søren Pind.
- Det er rystende, at terrororganisationen Al-Shabaab nu er så aggressive, at de forsøger at hverve unge somalier som medlemmer ved højlys dag i Bazar Vest, lyder det fra Karen Jespersen i en pressemeddelelse.
Hun vil nu tage fat i justitsminister Lars Barfod og stille krav om, at politiet forhindrer denne farlige aktivitet. Den tidligere minister kritiserer samtidig Aarhus Kommune for at være for naiv.
- Problemet afslører også, at danske myndigheder er alt for naive når det handler om radikale islamister. Indsatsen skal lægges grundlæggende om. Derfor vil jeg også bede integrationsministeren om en konkret gennemgang af den indsats, Aarhus Kommune yder for at modvirke radikalisering, lyder det fra Karen Jespersen.