Minister grillet i intens fiskeri-debat efter nye regler

Fiskeriministeren var søndag aften til stede for at forsvare nye regler, som fiskeribranchen har protesteret højlydt mod.

- Jeg er klar over, at der også bliver noget utilfredshed og måske også nogle misforståelser.

Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) var søndag på besøg på Aarhus Fiskerihavn for at prøve at gyde olie på vandene.

Kattegat-fiskerne er nemlig mere end normalt utilfredse med deres minister. Først kom der nemlig en meget restriktiv torsk-kvote, der skar kraftigt ned på, hvor meget torsk de må hive i land. Og for nylig blev det så bestemt, at jomfruhummer-fiskere skal have et kamera monteret for at overvåge, hvad de får i nettet.

quote Hvis vi ikke sætter de her kameraer på, så risikerer vi at få en nulkvote på torsk

Rasmus Prehn (S), fiskeriminister

Det vurderes nemlig, at mange torsk går til som bifangst, når fiskernes trawlere prøver at fange jomfruhummere.

Det har vakt stor kritik fra branchen, og en fisker fra Djursland udtalte for nylig til TV2 ØSTJYLLAND, at han ville sælge det hele og stoppe som fisker, hvis kamerakravet står ved magt.

Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) talte søndag aften sin sag i en fyldt Clausens Fiskehandel.
Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) talte søndag aften sin sag i en fyldt Clausens Fiskehandel.

Fiskehandler Jacob Clausen, der har været en kraftig fortaler for fiskerne, havde søndag inviteret fiskeriminister Rasmus Prehn til havnekajen for at tage en debat om reglerne. En invitation, han tog imod.

Ministeren er ked af, at dele af fiskeribranchen opfatter reglerne som en heksejagt, for det er ikke meningen, siger han.

- Intentionen er at passe på torsken, som er en truet fiskeart, og derfor vil vi gerne monitorere fiskene, men ikke fiskerne, slår han fast.

Men det ændrer vel ikke på, at det er den oplevelse, fiskerne får - at de skal have kameraovervågning på deres arbejdsplads?

- Nu er det fiskene, der bliver overvåget og ikke dem selv, men jeg kan godt forstå ubehaget ved det. Det dilemma, jeg står i som fiskeriminister, er, at EU’s fiskeri-kommissær siger, at hvis vi ikke sætter de her kameraer på, så risikerer vi at få en nulkvote på torsk.

- Det ville de facto lukke hele jomfruhummerfiskeriet, og det ville jeg også være ked af, siger Rasmus Prehn (S).

Han tilføjer, at hans håb er, at man gennem dialog med fiskeribranchen kan lave en politik, der er god for alle parter.

VIDEO: Få et indtryk af den intense debat her.

Men hvordan kan du imødegå fiskerne, når de helt grundlæggende føler sig mistænkeliggjort?

- Nu er der jo heldigvis også fiskere, der helt frivilligt har sagt, at de gerne vil være med til kamera. Så der er nogen, der - når de hører argumenterne - er med på det.

- Der er også nogen, der er sure, men nogle gange kan man med dialog blive klogere hver især. Vi kan forhåbentlig finde hinanden, og det er derfor, jeg er mødt op på Aarhus Havn i dag.

Jakob Clausen fra Clausens Fiskehandel har taget det på sig at forsvare fiskerne.
Jakob Clausen fra Clausens Fiskehandel har taget det på sig at forsvare fiskerne.

En stor del af kritikken søndag gik på, at små torsk, der er fanget som bifangst, sejles i land og smides ud. Kritikerne mener, at fiskene potentielt kunne smides tilbage i vandet og så vokse sig større.

- Det er jo tåbeligt, at de ikke skal smides ud i vandet igen, sagde Jakob Clausen tidligere på dagen til TV2 ØSTJYLLAND.

Rasmus Prehn, der bliver spurgt, hvorfor man tager fisk med ind på land, når man bare kunne smide dem overbord derude, så nogle potentielt kunne overleve og blive store torsk. Hvad siger du til den kritik?

- Selvom man umiddelbart tror, at de overlever, viser studier, at de sådan set dør. Derfor er vi nødt til - ikke at tage dem med i land, det skulle vi egentlig også undgå - men at få mindre bifangst af torsk. Hele målsætningen er at have en mindre bifangst af torsk, og kan vi få det, så kan vi forhåbentlig få torsken til at overleve, siger ministeren.