Mere hjælp - mindre guitar
Kritik af folkekirkens måde at bruge pengene
Folkekirken bruger flere penge på flotte koncerter og dygtige kirkekor i stedet for at sørge for, at de ensomme får besøg, og de fattige får en håndsrækning.
Morten Aagaard, leder af Kirkens Korshær i Aarhus, mener, at prioriteringen er helt skæv.
- Det har altid været en hjørnesten i kirkens identitet at tage sig af de fattige i samfundet, siger han til Kristeligt Dagblad.
- Når man til daglig arbejder med samfundets bund og ser, hvor stort behov der er for hjælp, er det frustrerende, at finkultur bliver prioriteret meget højere i folkekirken, tilføjer han.
En stor del af folkekirkens sociale arbejde bygger på frivilligt arbejde, men det kan ikke forklare den store skævhed i prioriteringen, hvis man spørger Morten Aagaard.
- Man kan ikke drive socialt arbejde uden store udgifter til faglig ekspertise, bygninger, kaffe og alt mulig andet, der hører til.
Udgifter for 6,2 mia. kr.
Morten Aagaards kritik kommer efter, at folkekirken for første gang har offentliggjort en samlet opgørelse over, hvordan alle sognekirkerne bruger deres penge.
Her fremgår det, at kirkerne bruger næsten tre gange så mange penge på kirkekor og på at holde koncerter, som de gør på diakonalt arbejde som for eksempel besøgstjenester, sorggrupper og væresteder, skriver Kristeligt Dagblad.
Sognekirkerne har i alt årlige udgifter for 6,2 milliarder kroner. Heraf går kun 73 millioner kroner til diakonalt arbejde. Det svarer til, at knap en procent af kirkens udgifter bliver brugt til at hjælpe fattige, ensomme og syge mennesker.