Masker til corona-personale trukket tilbage: En tredjedel af afdelingen sendt i isolation

3000 åndedrætsværn er tilbagekaldt fra Aarhus Universitetshospital, fordi de går op i limningen. Sygeplejersker og læger sendt hjem til test og isolation.

Sikkerheden skal være i top, når læger og sygeplejersker undersøger indlagte covid-19 patienter. 

Derfor bruger de værnemidler og på sygehusenes corona-afsnit kommer masker af typen FFP3, der giver den højeste beskyttelse, ofte i brug. 

Men den seneste levering af FFP3-masker har vist sig at indeholde alvorlige fejl, der nu får store konsekvenser på Aarhus Universitetshospitals afdeling for corona-patienter. 

Det har nemlig vist sig, at nogle af maskerne går op i limningen, og det sår tvivl om, hvorvidt maskerne leverer den sikkerhed, de skal.

- Det er usædvanligt ubehageligt især for mine medarbejdere, at man ikke kan regne med, at de værnemidler, vi får, er sikre, siger ledende overlæge ved Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard til TV2 ØSTJYLLAND.

030320_auh_corona_19.jpg

Gik op i sømmen

I omegnen af 4000 masker blev onsdag morgen kaldt tilbage af Region Midtjyllands afdeling "Indkøb og Medicoteknik". Det oplyser vicedirektør i afdelingen Dorte Christensen. 

- Vi har trukket maskerne tilbage, fordi vi fik en indberetning fra personalet på sygehuset i Viborg om, at maskerne gik synligt op i sømmen, fortæller hun. 

I Aarhus havde man fået leveret cirka 3000 masker af typen, der siden viste sig at være defekt. 

De defekte masker har betydet, at man på afdelingen for corona-patienter på Aarhus Universitetshospital har sendt 60 læger og sygeplejersker hjem til isolation og test for COVID-19. Det svarer til omtrent en tredjedel af afdelingens personale. 

Derfor arbejder ledelsen i øjeblikket på at finde ud af, hvem der så skal pleje de indlagte covid-19 patienter. 

- Det er en udfordring. Vi får det til at hænge sammen dag til dag. Det tilbageværende personale har været ekstremt velvillige til at stille op. Det er imponerende, fortæller Lars Østergaard. 

Dog arbejder hospitalsledelsen også på at udpege personale fra andre afdelinger, som kan hjælpe til. 

Ledende overlæge Lars Østergaard er chokeret over, at maskerne muligvis ikke har været gode nok.


Smittede på afdelingen

Samtidig med tilbagekaldelsen af maskerne er der i øjeblikket en række smittede medarbejdere på afdelingen. Her er mellem to og fem under mistanke for at være blevet smittet på grund af de defekte masker, fortæller Lars Østergaard. 

Det er imidlertid vigtigt for Dorte Christensen fra regionens indkøbsafdeling at understrege, at der ikke er fundet nogen defekt i maskernes filtreringsevne.

- Der er ikke påvist en sammenhæng mellem det smittede personale på AUH og maskerne, men vi kan heller ikke udelukke det, siger hun.   

- Maskerne er testet og godkendt efter danske standarder. Vi er altid nervøse for filtreringsevnen og den får vi altid testet, når vi køber nye produkter. 


Andre leverandører

Maskerne er testet i Holland og købt i samarbejde med Region Nordjylland under corona-pandemien, hvor regionerne har arbejdet sammen om at sikre sig værnemidler nok. 

- I den forbindelse har vi været tvunget til at handle ved andre leverandører, end vi plejer og jeg ville ønske, at jeg bare kunnet købe de varer, jeg er vant til, siger Dorte Christensen. 

- Det vigtigste for mig, er personalets sikkerhed. Jeg vil ikke sende noget ud, hvor man er det mindste i tvivl om sikkerheden. 

Regionen er i øjeblikket i gang med at undersøge, om det er samtlige indkøbte masker af typen, der er defekte eller om der kun er tale om problemer med et enkelt parti. 

86d0c7c5-25e8-492e-9aee-4e9a440c2780

Hjemmeside udpeger Danmarks bedste kommune – se hele listen her

IMG_5262

Ren nostalgi! Magnus har 114 ghettoblastere i sin stue

IMG_1327

Skoleleder efter lokal nedlukning: - Det er synd for børnene

Samsøfærgen

Ups! Færge påsejler spritny hurtigfærge

Viby Gymnasium

Sogn i Aarhus lukker ned efter høje smittetal

Øl

Hjemme-ølbrygning er blevet en populær hobby under Corona: - Det er fuldstændig eksploderet

Dagens mest læste