Mangler de unge et samlingssted? Michael til kamp mod knuste flasker og jointskodder

Nogle unge i Skæring efterlader sig et ærgerligt spor, når de fester på skolens område. Nu indbyder en forælder de unge til dialog om, hvorvidt der er brug for et nyt samlingssted.

Glasskår, tomme flasker og i nogle tilfælde jointskodder.

Selvom området ved Skæring Skole er skønt og indbyder byens unge til at samles, er det ikke alle, der efterlader stedet, som de fandt det.

Det har Michael Maagaard opdaget ved selvsyn. Han bor tæt på skolen og er far til både en elev i 4. klasse og et barn i den nærliggende vuggestue.

- Jeg har fundet smadrede flasker, joints, forsøg på bål og så videre. Langt de fleste unge bruger området på en fornuftig måde, og så er der nogle enkelte, der bruger det på en ret uhensigtsmæssig måde, siger Michael Maagaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Sådan så det ud, da Michael Maagaard i forrige uge var en tur forbi et af vuggestuens udearealer.
Sådan så det ud, da Michael Maagaard i forrige uge var en tur forbi et af vuggestuens udearealer. Foto: Michael Maagaard

- Det rammer et eller andet sted ret dybt, for det kunne være ens eget barn, der gik og puttede de her joints i munden eller trådte i et glasskår. Så det rammer følelsesmæssigt, og det reagerer man på, siger han.

Kan bruge fire-fem mandetimer om dagen

Det er især, når vejret er godt, problemerne opstår. Her kan pedelteamet på skolen bruge fire-fem mandetimer om dagen på at feje glasskår op og rydde op.

- Det er superærgerligt. I de værste tilfælde er det med til at skabe en rigtig dårlig stemning, og det er virkelig ærgerligt, siger Buller Jelsgaard, der er pedel på Skæring Skole.

quote De unge må meget gerne være her, lave bål og så videre. De skal bare rydde op og opføre sig fornuftigt.

Buller Jelsgaard, pedel, Skæring Skole

Pedellen på Skæring Skole, Buller Jelsgaard, ville meget hellere bruge sin tid på at gøre skolen flot og indbydende i stedet for at feje glasskår op.
Pedellen på Skæring Skole, Buller Jelsgaard, ville meget hellere bruge sin tid på at gøre skolen flot og indbydende i stedet for at feje glasskår op.

Nogle gange er han mødt ind til smadrede flasker på skolens multibane eller glasskår i strandhåndboldbanen. 

I forrige uge lå der smadrede flasker i cykelskuret, og det resulterede i, at nogle af børnenes cykler punkterede.

quote Jeg synes jo, at det er rigtigt irriterende. Men jeg tænker også på, at der må være et umødt behov.

Michael Maagaard, forældrerepræsentant i bestyrelsen på Skæring Skole

- Vi har heldigvis ikke haft nogle alvorlige skader. Men i de, heldigvis kortere, perioder, hvor vi har problemet, bruger vi en del tid på at rydde op. Det er rigtigt ærgerligt, for den tid ville vi hellere bruge på noget andet, siger Buller Jelsgaard.

- Det er jo et fantastisk område. Og de unge må meget gerne være her, lave bål og så videre. De skal bare rydde op og opføre sig fornuftigt.

Rester fra en smadret flaske på en tagryg ved en bålplads.
Rester fra en smadret flaske på en tagryg ved en bålplads.

Inviterer unge til dialog

Michael Maagaard er heller ikke ude på at pege fingre ad de unge, for langt størstedelen kan godt finde ud af at behandle området ordentligt.

Men han har besluttet sig for at gøre noget ved problemet. 

I et opslag i den lokale gruppe på Facebook har han inviteret de unge til dialog om, hvad de har behov for.

quote Vi kan som forældre ikke løse det alene, og det kan skolen heller ikke.

Michael Maagaard, forældrerepræsentant i bestyrelsen på Skæring Skole

- Jeg synes jo, at det er rigtigt irriterende. Men jeg tænker også på, at der må være et umødt behov. De unge har måske brug for et sted at være, og det kan vi måske hjælpe dem med at skaffe, siger Michael Maagaard.

- Nogle gange er det også godt lige at stoppe op og se på, hvorfor problemerne opstår, fordi det er et strukturelt problem. Det er vi nødt til at løse i fællesskab. Vi kan som forældre ikke løse det alene, og det kan skolen heller ikke. Vi er nødt til at gå sammen om det og lytte til de unge.

VIDEO: Buller Jelsgaard viser rundt på skolen og forklarer, hvor de nogle gange oplever problemerne. Han understreger, at det kun er i perioder, at man oplever knuste flasker og rester fra joints.

10.000 kroner til et samlingssted

Som formand for Skæring Skoles Støtteforening vil Michael Maagaard gerne spytte de første 10.000 kroner i kassen til et nyt samlingssted. Og det initiativ bliver godt modtaget på Skæring Skole.

- Hvis de unge trænger til bare at have et sted at være og være dem, de virkelig er, så forstår jeg det virkelig godt. Det, tror jeg, er en god idé og en god vej frem. De skal inddrages i, hvor det kan være, hvordan det skal være, hvem skal vedligeholde det og så videre. Jeg tror, vi kan komme et godt stykke af vejen på den gode måde, siger skoleleder Anne Schwartz til TV2 ØSTJYLLAND.

I sidste uge måtte Buller Jelsgaard feje glasskår op ved skolens cykelstativer. Det er svært at se alle de små glasskår, og nogle af børnenes cykler punkterede.
I sidste uge måtte Buller Jelsgaard feje glasskår op ved skolens cykelstativer. Det er svært at se alle de små glasskår, og nogle af børnenes cykler punkterede.

Kunne man ikke bare sige, at skolen er lukket område udenfor skoletid?

- Jo, det kunne man godt. Men området er kommunalt ejet, og de unge skal jo have et sted at være. Så jeg vil meget hellere se på, hvordan vi kan arbejde med dem og inddrage dem på en måde, så det bliver fedt for alle at være her, og de også har et sted at være, siger Anne Schwartz.

Efterladenskaber fra en joint.
Efterladenskaber fra en joint. Foto: Michael Maagaard

Også pedel, Buller Jelsgaard, håber, der bliver fundet en løsning, så han kan bruge mere af sin tid på at gøre skolen flot og indbydende i stedet for at skulle rydde op. 

Og så har han en appel til borgerne i Skæring.

- Vi har brug for, at alle de voksne, der færdes i området, reagerer, når de ser det. Og vi har brug for, at forældrene har lidt styr på, hvor deres børn er henne, siger Buller Jelsgaard.

VIDEO: Det er langt fra kun i Skæring, de oplever problemet med knuste glasskår og unge, der ikke får ryddet op. I indslaget her kan man se, hvordan en vuggestue i Egå i efteråret oplevede lignende problemer. Indslaget er fra 2. september 2020.

Mest læste

Mere fra Aarhus

80_percent

play Lystbådepladser bliver revet væk

Ikea Skejby Aarhus IKEA

Genåbningsglæde hos IKEA: Håber ikke alle kommer på tirsdag

LINE JENSEN, KUNSTIGE NEGLE

play Line elsker kunstige negle: Former dødsstjernen på din fingerspids

Politi

Mand bragt på hospitalet efter slag og spark i hovedet

Silkeborg Højskole

Højskole bruger ny taktik: Fortsat kun et smittetilfælde

renovering

Danskerne vil bruge feriepenge på boligen - og det er et problem, siger eksperter