Malene skal kysse stjernerne
Uddeler kindkys og blomster under cykelløb
Til hverdag kombinerer 22-årige Malene Præstekær jobbet som tilkaldevikar på posthusene i Aarhus med at være pædagogmedhjælper i en vuggestue.
Om godt en måned skifter hun dog postpakker og bleskift ud med en helt anden type job, når hun skal være podiepige under Danmarks største cykelløb, Post Danmark Rundt.
Under det fem dage dage lange cykelløb får hun således æren af at uddele kindkys og blomsterne til vinderne af de forskellige etaper.
En diva i designertøj
Det er ikke første gange, Malene Præstekær prøver kræfter med det særlige job, hvor man det ene øjeblik er en diva i designertøj på scenen og ti minutter senere er skiftet til noget mere praktisk, så man kan hjælpe til med at pakke salgsboder ned.
- Det var en rigtig god oplevelse, som jeg tror, bliver endnu bedre i år, fordi jeg har mere erfaring end sidst. Det er ikke så meget det at være på scenen, som fænger mig. Det er mere arbejdet i et team, som hele tiden tager selvstændige beslutninger og har fokus på løsninger, siger Malene Præstekær i en pressemeddelelse fra Post Danmark Rundt.
Post Danmark Rundt skydes i gang i Silkeborg onsdag den 31. juli. Etapeløbet slutter fire dage senere i København.