Lystfisker i ekstase: Næsten så godt som at vinde i lotto
Daniel Holm fik torsdag en "fuldstændigt uhyggelig, fantastisk, vidunderlig, vild oplevelse", da han fik en tun på krogen.
Rygstribede pelamider.
Du kender den næppe, men en mindre sensation udspillede sig torsdag ved Studstrupværket udenfor Aarhus, da lystfisker Daniel Holm fik en på krogen.
- Jeg var helt fuldstændig oppe at køre og rystede helt ukontrollabelt, da først den kom ned i nettet, fordi det er så vildt, siger han om den lille tunfisk, der torsdag bed på.
- Det er det vildeste, jeg har oplevet i Danmark. Når nu jeg ikke kan vinde i lotto, er det her en fuldstændigt uhyggelig, fantastisk, vidunderlig, vild oplevelse, som jeg er så taknemmelig for at have fået, siger lystfiskeren gennem godt 40 år.
En sensation, fordi pelamiderne normalt skal findes i noget varmere farvande. Men måske skal vi vænne os til at se flere af de eksotiske arter.
I foråret kom det nemlig frem, at den globale havtemperatur for første gang siden 1981 er steget til over 21 grader.
- Jeg kan kun gætte, men det eneste, jeg kan se af nyt, er, at temperaturen jo stiger, siger Daniel Holm.
Fredag var fiskene dog en anelse kamerasky og bed ikke på Daniel Holms madding.