Letbane-skinner i endnu et stort kryds
Arbejdet med at lægge skinner i Aarhus' mest trafikerede vejkryds fortsætter, og fra på fredag gælder det krydset ved Randersvej og Nehrus Allé
Der bliver knoklet i døgndrift for at lægge skinner til letbanen i Aarhus, og der er stor aktivitet på Randersvej.
Fra på fredag den 15. april er turen kommet til krydset ved Randersvej og Nehrus Allé, og en del af arbejdet vil blive udført i weekenden og om natten for at genere trafikken mindst muligt. Aarhus Letbane vurderer, at arbejdet vil vare i en måneds tid.
Naboer til vejarbejde slipper billigt
Arbejdet er delt op i to faser, der hver forventes at vare cirka to uger. I første fase vil det ikke være muligt for trafikanter at svinge til venstre fra Nehrus Allé ud på Randersvej eller fortsætte lige ud mod Nydamsvej. I fase to vil det desuden ikke være muligt at dreje til venstre fra Nydamsvej ud på Randersvej.
Det store arbejde vil specielt i den kommende weekend medføre en del støj - også om natten. Det skyldes, at asfalten skal fjernes, inden man kan grave krydset op.
Her kan du se en oversigt over de kryds, Aarhus Letbane skal arbejde i i 2016:
Nørrebrogade – Vennelyst Blvd.
Olof Palmes Allé – Brendstrupgaardsvej
Randersvej ved Stjernepladsen
Randersvej – Ringgaden
Randersvej – Ringvejen
Randersvej – Stockholmsgade
Randersvej v. Lisbjerg